En af de seneste og mere specielle oplevelser har jeg haft var i Dec. '12, hvor jeg kom hjem en dag og opdagede, til min store rædsel, at jeg havde glemt at lukke for hegnet.... Hele pony flokken var væk, og jeg går rimeligt i panik. De har haft flere timer på egen hånd.

Det har sneet, og det er ved at blive mørkt.

Jeg følger sporene i sneen, men må opgive og kører hjem til børnene. I mellemtiden er manden kommet hjem og jeg kører videre og leder, mens han kontakter politiet og efterlyser dem.

Vi bor et par km fra en størrere vej og jeg er rædselslagen ved tanken om, hvad der kan ske, hvis de går der ud..

Undervejs får jeg en lys idé      Og sender en sms til Britt som jeg næsten lige, har lært at kende, idet hun kort forinden har talt med mine to heste. Det har været en utrolig oplevelse, og Britt har været så vanvittig dygtig, at jeg har tænker, jeg MÅ prøve at kontakte hende! Skriver helt kort at jeg står i en panik situation fordi 5 ponyer er stukket af. Send dem hjem skrev jeg vist.

Jeg fortsætter min tur rundt i det mørke landskab og kører rundt i en ca. 10 km radius af vores hus, hvor det er muligt at komme frem.

Under vejs kører jeg forbi en som har en jagthytte i området og som besøger den, hver dag, for at høre om han har set vores ponyer? Nej der var ingen hjælp at hente, men han lover at køre ud og kikke igen. Dejligt at kende en hjælpsom person, som også er lidt nysgerrig.

Sms'en har jeg intet hørt på, men det er jo et sats, at skrive til en man kun har haft lidt kontakt med og som måske ikke ser beskeden før næste dag.. Jeg giver op og kører hjem. Har "pænt" tøj på og hundefryser efterhånden da jeg har været ude af bilen mange gange for at se efter spor og kalde...

Hjemme får jeg en kop kaffe og varmt tøj på, men så ringer telefonen. Det er min "nye-gode-ven"Hun fortæller mig at hestene er gået ud fra ejendommen og er gået til venstre. Hun fortæller nøjagtig, hvor langt fra stalden (i km) de står og HVOR de står og at de har det særdeles hyggeligt, men de kan da godt høre jeg kalder.

De véd de ikke skal gå nær vej og trafik og jeg får at vide, at jeg nok skal finde dem alle uskadt, senest næste dag. Pyha tænker jeg og begiver mig afsted iført varmt tøj og masser af grimer.

Der er lidt langt i den høje sne og ret hurtigt møder jeg "manden med jagthytten" han HAR været ude og kikke og der er der ikke! Han har set spor, men de er der ikke! Jo, siger jeg (jeg tvivler ikke på de oplysninger jeg har fået af Britt. :-) og så bliver jeg beordret ind i bilen og vi kører så derud, hvor jeg mener de er.

Undervejs får jeg et "referat" af     af min stolte "sporhund" som kan vise mig spor forskellige steder. Her stopper de og så er de vendt og jeg tror, de er gået over i plantagen, siger han mens han drejer bilen tilbage til vejen (vi kører rundt på en fremmed bondemands mark....) Nej de skal være HER siger jeg, og så står de pludselig i lyskeglen fra bilen... NØJAGTIG, hvor jeg fik oplyst. Det var simpelthen bare for vildt! Jeg var SÅ lettet over at ingen mennesker eller dyr kom til skade!

Da jeg stiger ud af bilen og går mod dem så ser de mig jo godt nok, men først da jeg vender ryggen til dem, så kommer de omgående og får deres grimer på, og vi kan gå hjem.

Efterfølgende fik jeg at vide at hele korrespondancen skete gennem min nye hest, som står i stalden, men som har snakket med Britt, flere gange. Jeg har opgivet at forstå, hvordan det kan lade sig gøre.

Dame i by langt væk, "snakker" med hest hun aldrig har set, der står i en stald, om en ponyflok, som står i en mørk skov.... men hun har min ubetingede respekt!

Eneste "bøvl" var da vi skulle finde ud af en passende betaling for assistancen, men efter lidt forhandlinger faldt det på plads og hun accepterede, at jeg sagde, at hun SKULLE have noget for det, så jeg i det mindste kunne have god samvittighed. .