Min lille elskede Teitur, min sjæleven, min et og alt, som har været så ufattelig tapper hele sit alt for korte liv, har fået fred. I hele hans lange sygdomsforløb har jeg ofte tænkt hvornår det var nok.
Men Teitur har ikke været klar og for nogle måneder siden troede jeg at det var slut, men da jeg kontaktede Britt fortalte Teitur at han stadig ikke var klar. Vi fik små 3 måneder mere sammen, så gav hans smerteplaget krop op og lille Teitur var klar og rolig og fattet og der var ikke mere at gøre for ham. ;(
Det gør utrolig ondt at tænke på og skrive om, så ville ikke skrive så meget.
Men den dag jeg kunne se i min lille skats øjne at smerten havde taget over og gnisten og livsglæden var forsvundet, da vidste jeg at det var nu. Men jeg havde brug for at høre Teiturs mening, det var jo hans liv, han skulle også have noget at sige.
Teitur fortalte at han ikke kunne mere, han var ikke bange mere men klar til at komme afsted, op i regnbue marken. Vi fik en nat mere sammen, vi tog på stranden om morgen, det sted han elskede allermest, han svømmede og svømmede og alt var så fredfyldt, der var helt stille, bare os, solen kom igennem , det var helt eventyr agtig, måske er det sådan i himlen ?
Jeg kunne næsten ikke afbryde ham i det, men vi skulle op til dyrlægen. Det var så uvirkeligt, så skrækkeligt. Kan ikke beskrive det.
Teitur sov ind i mine arme og fik en smuk kiste derhjemme. Der lå han en nat, med sin dyne og pude som han fik i julegave, sin elskede bamse og bold og en pind. Først næsten dag var jeg klar til at give hans krop fred for evigt. Han blev sænket i jorden og fik en smuk gravplads hvor jeg tænder lys hver aften.
Under alt det her havde jeg flere samtaler med Britt, havde brug for at høre fra Teitur. Så billeder af ham hele tiden, så videoklip af ham og havde meget brug for at tale med ham. Jeg var fuldstændig knust og meget bange for at Teitur var bange oppe i himlen og følte sig alene.
Hvem skulle nu passe på ham og hvem skulle nu være min følgesven og sjæleven ? Jeg havde så mange spørgsmål, tænkte tit om det hele var virkeligt, om jeg befandt mig i den her verden eller en hel anden ? Ønskede bare at være sammen med ham i gang. Det hele er så uretfærdig.
Britt har taget sig meget tid til at snakke med mig og sms og maile med mig, og det er jeg meget taknemlig for. At miste sin sjæleven er det værste jeg nogensinde har prøvet, intet kan lindre det, men at Britt snakkede mig Teitur og mig gav mig mere ro i sjælen, jeg accepterede bedre tingeneste tilstand.
Min kloge tapre hund følger mig over alt i mit hjerte og ser ned på mig. Jeg er meget bange for at glemme ham. Men inderste inde ved jeg også at jeg ikke gør det, men tænker over hvad Teitur mon laver i alt den tid jeg forsætter mig liv her på jorden og indtil vi ses igen.
Britt er så hjertevarm og når hun snakker med ens hund er man ikke et sekundt i tvivl om at hun snakker med ens hund, at det er ens hund der taler. Man ved det bare, det er så levende og præcist genfortalt. Som om at min hund taler igennem hende uden at hun genfortæller. Det er så rørende.
Den varme og omsorg Britt har vist mig, ved jeg ikke hvordan jeg skal gengælde, hun har hjulpet mig så meget i en svær tid. Også tide efter. Det er stadig kun 13 dage siden jeg mistede ham og sorgen er stadig svær, sorgen ændre sig dag for dag, nye tanker og følelser dukker op hele tiden.
Jeg ved jeg altid kan stole på Britt og at jeg altid kan ringe til hende hvis jeg har brug for det. Der er ikke mange mennesker som hende der giver sig 100 % for at hjælpe et andet menneske i sorgen over tabet af et dyr, jeg kender hvert fald ingen udover Britt og derfor er jeg så taknemlig for at kende hende.
Britt har gjort at afstanden mellem mig og Teitur stadig er tæt og ikke så langt fra som den ellers ville have været. Jeg føler mig tæt på ham og det trøster mig at vide at jeg altid kan snakke med ham. Jeg elsker Teitur så højt og den kærlighed behandler Britt med dyb respekt og medfølelse.
Jeg er så taknemlig og føler lettelse trods dyb sorg.
Tak Britt, tusind tak.
