Jeg har en skøn hund som desværre er kronisk syg og har været meget igennem i sit korte fire årige liv. Han har på mirakuløsvis overlevet 3 gange, hvor det ikke burde være muligt, og han er en sej lille fighter som betyder alt for mig.
Han har forskellige allergier og mavegener og nogle dage kastede han voldsomt op og havde mavesmerter og kløede sig voldsomt pga sin allergi. Jeg var grædefærdig, kunne ikke mere, det var så hårdt at se ham have det sådan. Dyrlægens muligheder var ved at slippe op og det lå i kortene at jeg meget snart skulle sige farvel til ham. Jeg havde en følelse inden i af at han havde givet op, men jeg blev alligevel i tvivl om det var mine egne følelser, var det mig der havde givet op ?
Jeg var desperat en aften, jeg havde grædt hele dagen, da jeg sad og kiggede på nettet og tilfældig via et link fandt frem til Britt. Jeg har før benyttet mig af telepati, så det var ikke fremmed eller skræmmende, snarer min eneste mulighed tilbage. Jeg sendte hende en sms og bad til at hun kunne hjælpe os så hurtig som mulig, da jeg om 2 dage skulle til dyrlæge og den afgørende time kom. Ville min hund leve, ville han blive ved med at kæmpe, trods smerter og sygdom ?
Jeg hørte hurtig fra Britt og hun ville gerne hjælpe mig og lovede at snakke med min hund om aften, hvis jeg sendte et foto af ham via mail.
Jeg græd og græd, af håb og frygt på samme tid. Tanken om snart at skulle sige farvel til min hund fik mig til at kaste op af sorg. Mit forhold til Teitur er noget helt helt særlig, et sammenhold jeg ikke kan beskrive og som jeg aldrig har oplevet før og som jeg ikke forventer at opleve igen her i livet. Han kan læse mig og jeg kan læse ham, nogle gange " snakker " vi sammen og jeg ved han hører meget af det jeg siger og fortæller ham.
Teitur har hjulpet mig gennem svære tider i mit liv, han har altid været der for mig når jeg har haft det allerværst og samtidig har jeg været der for ham når han har været dødelig syg og næsten på forhånd opgivet af dyrlægen.
Britt ringede til mig om aften og jeg følte en dyb lettelse da jeg snakkede med hende, hun er en meget meget hjertevarm og reel kvinde som har en ro og kærlighed over sig, som var nem at mærke, selv gennem telefonen.
Teitur var sørgelig, han havde hørt mig snakke om aflivning. Han var bange, for hvad betød det ? Han var ikke klar til at forlade denne her verden og mig, han have mavesmerter af bekymring og havde kastet op af angst.
Tidligere på dagen havde Teitur, efter en telefon samtale med min mor hvor jeg græd og snakkede med min mor og en aflivning, kastede op 7 gange kort efter samtalen var afsluttet.
Jeg er sikker på han blev så bange at han kastede op.
Britt fortalte at Teitur og jeg var sjælevenner, vi var bestemt for hinanden af skæbnen, det var ikke bare et tilfælde at han skulle være hos mig.
Teitur var generelt bange og angst for hvad der skulle ske med ham, han fortalte han følte det kløede inde i hans hoved og hans mave brændte og det passede med hans allergi som viser sig ved kløe i hovedet og hans kroniske betændelse i sin bugspytkirtel som viser sig ved brænden og svien i maven.
Det gjorde ondt i mig at Teitur var så bange. Jeg havde dagen efter en stund med Teitur som rørte mig meget. Han lå i min sofa og jeg satte mig på gulvet, fortalte ham om alle mine tanker, alle mine bekymringer og at han skulle blive hos mig og at vi sammen skulle gøre ham rask, han skulle ikke aflives, han skulle klarer den, jeg skulle nok hjælpe ham, men samtidig var det okay hvis han fik så mange smerter at han ikke ønskede at være her mere. Teitur lå stille og lyttede, kiggede meget på mig, slikkede mig på min arm og lagde så sit hoved ind til mit bryst, bare helt stille, bare ham og mig, der lå han længe med lukkede øjne. Jeg var ikke i tvivl om at han forstod hvert et ord af hvad jeg sagde.
Teitur er lettede over at have fået lov at snakke og fortælle om sin angst og følelser og tanker. Det er jo også hans liv og hans krop, så det var kun på tide han blev hørt.
Dagen efter havde Britt en længere samtale først med Teitur og siden med mig. Teitur kunne fortælle mange ting fra hans hverdag som passede på en prik, han kunne bla fortælle at hans halsbånd betød meget for ham, fordi han følte det var hans ID, så kunne han blive fundet og komme hjem til mig, hvis han blev væk. Det sjove er at Teitur altid har været meget glad for sit halsbånd, han slikker altid på det når han skal have det af. For nogle måneder siden flyttede vi adresse og jeg havde Teitur med nede og købe nyt hundetegn. Da jeg giver ham det på siger jeg " så skat, så kan de finde dig hvis du bliver væk fra mor " og det tror jeg helt klart betyder noget for ham. I øvrigt er der mange der har rost hans halsbånd, fordi det har en flot farve og passer godt til ham. Måske han har hørt det ?
I det hele taget kunne Teitur fortælle Britt mange genkendelige ting fra vores hverdag og Britt er rigtig god til at videre formilde hans informationer til mig, så det er let at forstå.
Jeg er ikke i tvivl om at Britt er super dygtig , jeg har før hen forsøgt mig med telepati med både rigtig godt resultat og noget knap så heldigt og noget tvivlsomt. Men da først Britt begyndte at tale og fortælle det Teitur fortale var jeg ikke et sekundt i tvivl, Britt kunne noget særligt og med sin varme og kærlighed gav hun både mig og Teitur ro i kroppen og energi til at kæmpe videre for at Teitur skal have et godt liv og lysten til at leve og blive her hos mig, samtidig med endnu større forståelse for Teitur og hvor vigtig det er at tale med sine dyr, snakke til dem hver dag og fortælle hvad man tænker og huske på at ens egen uro, bekymring og angst og smitter af på ens dyr.
Jeg tror på skæbnen og det var skæbnen der gjorde jeg at jeg trist aften fandt frem til Britt.
