Jeg gik imod alle råd, jeg købte en rideskolehest som nok var blevet besværlig (dette viste jeg ikke på købstidspunktet) ingen handelsundersøgelse, men havde trods alt en med som vidste noget om heste og jeg prøvede ham kun en enkelt gang.

Junker er købt med hjertet og ikke hoved!

Jeg glædede mig vildt til at få ham hjem, men skuffelsen var stort da han var vildt og ikke vil se på en eller lade sig røre i hoved.

Men klart, han havde ikke prøvet at blive flyttet meget rundt og var både i sorg og chok at komme et nyt sted hen med nye mennesker og nye heste.

Han begyndte at falde lidt til ro, men gud jeg var bange for ham, han var så vildt, nervøs og bange, alt var jeg troede han ikke var da jeg købte ham og han blev ved.

Skæbnen spillede endnu engang ind og sendte os til en ny opstaldnings sted og problemerne voksede i den grad. Jeg vil så gerne elske den hest og lære ham at kende, men stadig nægtede han at lade mig komme tæt på eller se på mig.

Jeg prøvede at få en anden rytter på, for at se om det kunne udfordre ham, men har reagerede meget voldsom og vil ikke samarbejde og vil ikke være alene, jeg fik undervisning for at se om dette kunne hjælpe og blev sat grundig på plads af ham. Hans separationsangst og stressadfærd blussede voldsom op.

Jeg begyndte at blive bekymret og helt ærlig, bange rigtigt bange for ham. Ikke fra jorden men når jeg sad på ham. På dette tidspunkt kontakte jeg Britt, havde mine forbeholdt, men det kunne jo ikke skade.

Samtalen med Britt var helt fantastisk og hun kunne fortælle ting som hun ikke kunne vide og jeg var salig..nu begyndte jeg at forstå nogle ting, og jeg læste hendes mail 100 gange.

Dagen efter tog jeg ud til Junke og holdt da op, han så på mig! Helt ind i mine øjne og holdt mit blik fast. Det gør han altid nu, jeg kunne mærke fremgang på nogle områder og alligevel ikke, han blev voldsommer i hans stressadfærd og også i ridningen, men fra jorden var han den blideste og dejligste og kærligste hest.

Jeg var i tvivl om mig selv og det Britt havde sagt og fik en kort dialog med hende, hvor hun sagte jeg skulle blive ved! At vi begge først skulle finde hinanden. Og endnu engang spillede skæbnen ind, nogle omstændigheder gjorde at jeg blev tvunget til at være alene med Junke og vores arbejde. Jeg var panisk, men jeg skulle arbejde med ham og ride ham….

Og så skete der ting og sager, jeg fandt 0 punktet og det gjorde Junke også. Jeg har ejet ham i næsten et halv år nu og de sidste 4 uger var en rejse som er ubeskriveligt.

Jeg ved ikke hvad der skete, men Junke faldt til ro og begyndte at slappe af, især når vi skulle ride alene i ridehallen og han begyndte at lytte til mig, som jeg lyttede med ham. Vores rejse er først begyndt og han kan stadig engang imellem falde tilbage i hans gamle adfærd, men det bliver færre og færre.

Han hilser når jeg kommer og kommer med hoved når grimen skal på, gør alt det jeg beder ham om og jeg må rører ham over det hele og kysse og nysse mulen uden han trækker hoved tilbage og så følger han mig overalt med blikket.

Som sagt er vores rejse først begyndt, men hvor er det dejligt at føle glæden igen når man skal ud til sin hest. Jeg håber inderligt at han har det på samme måde med mig.

Men er jeg nu sikker på, for endelig lader han mig elske og passe på ham J vores rejse sammen bliver fantastisk og skulle der opstår problemer undervejs, kontakter jeg Britt igen, for nu forstår jeg det hun sagte og skrev til mig og hun havde jo ret.