I foråret kunne det være endt rigtig galt, da hun pludselig løb af sted med mig, og endte i en grøft. Jeg begyndte at blive bange for at ride hende. Jagten på at finde ud af hvad der var galt blev mere intensiv, så udover der blev købt ny sadel, blev der også indkaldt først massør og siden kiropraktor. Pludselig kom der nogle virkelige ting på bordet, med hvad problemet var fysisk. Men det kan kun løses, hvis psyken er med også.
Jeg har tit tænkt, bare jeg kunne snakke med hende, så ville det være så meget lettere. Jeg kunne jo godt se arrene på både krop og sjæl, men der gik jo oceaner af tid med at gruble og finde hints til hvad der lå til grunde for hendes adfærd. Sætningen: Hvad er det du har oplevet” er rigtig tit blevet sagt til hende.
Ved et tilfælde fandt jeg ud af, at min gamle ridekammerat Britt evnede denne gave, at tale med min hest. Fra vores fælles tid i OBG kender jeg Britt som en, god kammerat, der er troværdig og kæmper for retfærdighed, så selvfølgelig skulle det være hende, der blev sat på opgaven.
Jeg er meget naturvidenskabelig anlagt, og har derfor meget svært ved at tro på hokus pokus.
Indenfor tale med dyr kan man nå rigtig langt med tekst tolkning, dyreadfærd, føling og Google.
Men! Der er bare noget, der ikke lige er til at forklare.
De oplysninger der er tilgængelige for Britt er: Navn, alder, facebook, hestegalleri og hjemmeside.
Britt kender sparsomt til problematikken, fysikken og de psykiske skader, men ved hun er i behandling for noget.
Jeg har fuldstændig styr på, hvad hun kan vide om hesten, med undtagelse af, hvis hun har viden fra tidligere ejere.
Det første Britt ser, er en nysgerrig, smuk men bedrøvet hest, hvilket også lyser ud af de billeder af hende, som hun har fået tilsendt.
”Jeg vil så gerne tro på det hele”, siger hesten. En spøjs sætning, som jeg selv tit bruger om mig selv.
Derefter beskriver Britt min hest, med nogle ord, som hun ikke har kunnet finde frem til, ved andet hun kender hesten.
Britt ser på hesten fysisk, og nævner hovedpine og tænderne. Spændinger giver hovedpine, og det har hun. Hun nævner slidgigt i nakken, hvilket også er nævnt af kiropraktor. Hun føler noget indsnævret ved bringen, selvom hesten er bred nok, hvilket også er korrekt, da hun træder venstre ben mod højre, og derved træder på sig selv.
Dette skyldes muligvis en trykning på bringen. Hun nævner torntappe, KST og korsben, som kiropraktoren også fandt noget på. Og så nævner hun at hesten fryser, hvilket jo er mærkeligt, fordi den går med dækken. Men lige den dag havde hun faktisk ikke dækken på, for der havde været fint varmt, da hun blev lukket ud, men vejret skiftede. Hestene kom tidligt ind, fordi jeg kunne se de frøs.
Britt kommer med svar på mine spørgsmål, og hovedemnet i de fleste er adfærdsrelaterede. Nogle af dem kan forklares med logisk adfærdskendskab, men alligevel er der ord og hints, der kommer frem, som får en hel del brikker til at passe sammen. Det er grusom læsning, så det er bedst det ikke bliver gengivet. Jeg har senere haft kontakt til den første køber af hende, som var enormt glad for at have fået kontakt til mig. Men da jeg stillede hende spørgsmålet, ”var hun svær at læsse”, har jeg aldrig hørt fra hende siden. Der var jo nok noget, som hun ikke havde lyst til at fortælle.
Selv har jeg lavet en ind til videre fornuftig forklaring, som er min overbevisning, til andet er bevist. Den er baseret på de ting Britt har fortalt mig, samt de synlige fysiske og psykiske ar på hesten.
Jeg tror hun har været svær at læsse, og da de har presset hende over evne har hun stejlet bagover og væltet ned i et pigtrådshegn. Det vil passe fint både med trykningen, arret og den side det er på. Dette kan have gjort, at hun har fået det vred i krydset, som har umulig gjort evnen til at bruge bagparten. Man har så forsøgt at banke hende til at bruge måsen, ved at tæske hende med noget, der i hvert fald ikke er en pisk. Som kiropraktoren siger, så er der blevet tævet fra hendes venstre side og over ryggen, så det har givet striber på højre side.
Britt siger: ”Jeg får vist, du tit står foran hende ved hendes hoved eller skulder”, det er rigtigt.
Det er ikke sådan jeg står med min gamle hest, som Britt har set mig med. Jeg står tit og nulrer hende i panden eller aer trykningen på skulderen.
”Kan du få en til at trække mig mens du sidder uden sadel”, kiropraktoren foreslog jeg red uden sadel et stykke tid, og det har vi prøvet. Vi er begge utrolig nervøse over det, men det er lidt som at tilride på ny.
Jeg har fået denne hest, for at lære tillid til verden. Vi har hver vores lig i lasten, men fælles for os begge er, at vi ikke rigtig tør stole på mennesker. Sammen skal vi prøve at finde denne tillid.
C & L.
