Jeg har en hoppe som på alle måder har givet os udfordringer fra hun blev født. Hun er meget sin egen, altid på vagt og i sindet helt andre steder end lige her og nu. Det betyder at man ikke kan slappe helt af i samværet med hende, for når hun bliver optaget af noget, som almindelige mennesker ikke kan se/høre eller fornemme, ænser hun ikke sine omgivelser.

Hendes temperament var meget varmt og da hun var mit andet føl var det en stor mundfuld med hendes til tider meget voldsomme adfærd når der skulle beskæres osv.

Da hun blev tilredet ændrer hun sig. Hendes energi kanaliseres ud i noget hun faktisk er rigtig glad for, og hun viser rigtig gode takter.

Hun gennemgår sadelkåring, insemineres og får derefter ro til at vokse færdig og passe sit føl.

Som 5 årig synes vi hun er klar igen, desværre skrider hun på det glatte gulv samme aften som hun ankommer. Herefter føler et langt forløb med behandling af alle mulige slags, røntgen og ind imellem forsøg på at give hende rytter på igen. Ingen kan finde ud af hvad der er galt, og jeg bliver slutteligt tilrådet ikke at spilde flere penge på hende.

For mig hun ikke bare en hest, jeg har nogle specielle bånd i forhånd til hende. Jeg og min datter var fødselshjælper, hun var stor og sad fast, og da hoppen ser ud til at ville dø efter folingen, får hun det første halve døgn mælk i en skål.

Vi bliver tæt forbundne fra start, og alle disse nederlag og bristede forhåbninger går mig rigtig meget på. Jeg kan også se at hun lukker helt ned og bliver tom i blikket. Det gør mig ked af det og jeg føler jeg svigter hende, når jeg forsøger at få hende igang igen,men jeg har samtidig svært ved at erkende at så vital en hest, er klar til pension og det er også min klare fornemmelse at denne lediggang gør hende voldsom rastløs.

Hun er svær at komme i kontakt med, og når jeg vil snakke med hende går hun som regel, og dog - en sjælden gang opnår jeg denne helt fantastiske følelse af samhørighed med hende, hvor hun står med mulen mod min pande et kort øjeblik, eller hun sænker sit altid vagtsomme hoved og viser sårbarhed.

De mange frustrationer, følelser og fornemmelser omkring hende gør at jeg vælger at prøve noget alternativt, i håb om at noget nyt vil dukke op og hjælpe mig til at kunne hjælpe min hest.

Jeg lægger en føler ud hos Britt, hvor jeg meget neutralt spørger til  fremgangsmetode. Da Britt svarer, gør jeg klart at jeg er meget i tvivl om det er her jeg skal finde den alternative hjælp, eller om jeg skal noget helt andet.

Britt svarer kort tilbage med to sætninger omkring, hvad hun fornemmer, uden overhovedet at have andet end min forspørgsel at gå ud fra, og det overbeviser mig.

Britt skrev den dag da hun gik igang, og den nat kom flokken ikke hjem fra engen, hvad de ellers altid gør. (Midt januar)

Det gjorde i øvrigt  de heller ikke den dag vi havde samtalen omkring det Britt have fået ud af samtalen med min hest.

Britt har hjulpet mig rigtigt meget. Ikke bare kunne hun beskrive hoppen meget præcist, men hun har også beskrevet mig som ejer og person i forhold til hoppen. Under samtalen kunne jeg mærke hvordan en knude løsnede sig i maven og en helt anden synsvinkel indfandt sig, og nu tre dage efter samtalen kan jeg tænke og betragte min hoppe helt uden dette sug i maven af bekymring.

At Britt ikke gør dette af økonomisk interesse, understøttes af at hun vedblev at skrive guldkorn på SMS efter samtalen og faktisk mere eller mindre brugte en hel aften på mit tilfælde. Desuden er jeg velkommen til at kontakte og skrive igen, hvilket ikke bliver nødvendigt lige nu. Jeg har fået de svar jeg havde brug for.

Tak for hjælpen Britt.